Du må ikke kopiere mine billeder! De er beskyttet af dansk lov om ophavsret.



Book Online

* Please Fill Required Fields *

HAN KASTER OP I SIN MUND, SLUGER BRÆKKET OG SIGER UNDSKYLD

Mick's personlige blog / No Comment / maj 7, 2017

Døden ligger på min stue, solen trænger sig på, og min ryg klager sig lige så meget som en landmand over vejret og grisepriserne.

Det er kun få minutter siden, aftenens kulinariske oplevelse, alle indlagtes daglige højdepunkt, blev serveret i spisesalen. Måske er det synet af maden, der får det til at vende sig i ham: Udkogt kartoffelmos med kogt høne i tarteletsovsen fra gårdsdagens frokost.

Mad uden farver, som – hvis Niels Hausgaard var madanmelder – nok ville blive betegnet som ‘nem at tygge’.

Han rømmer sig og tømmer sig. Det sidste bræk hænger fast i halsen, og det gør ondt at hoste. Kræftknuden i hans venstre lunge får skylden. For hosten. Og for den pungbrok, der har udviklet sig, siden dommerpanelet sagde: Det bliver kræft herfra.

Hans lune, smil og humør har gravet sig ned – i sikkerhed bag de 14 dage lange skægstubbe. Sammen med hans appetit. To skefulde hindbærgrød fik han ned, inden han tømte sin mavesæk i sin mund.

Jeg håber ikke, han brækker sig igen i morgen. For han bliver udskrevet og skal hjem. Hjemme venter der ham en pakket kalender med undersøgelser og behandlinger. Han har fået en afklaring og en behandling men hans verden drejer sig nu kun om knuden i venstre lunge. Og om måske at skulle sige farvel.

Indlæggelse på HGjørring Sygehus – maj 2017 – på grund af dårlig ryg.

Jeg håber, han vinder sin kamp, og at det kommer til at gå ham godt. For han er sød, smilende og lun, som kun vi vendelboer kan være.

Det føles som sommer

Nu sidder han der i lyset fra aftensolen, mens lyset er gået ud i hans øjne.

– Det føles som sommer, siger han og kigger ud.

Jeg tænker, at det måske er sidste gang, han får lov til at nyde solens varme, inden dødens kulde tager over for altid.

Den gamle dame ved siden af bliver ved med at spørge, hvor Hjørring Sygehus ligger. Hun har ikke fået øje på den højeste bygning i hele Hjørring, der tårner sig op små hundrede meter væk. Hun er ked af det, for hun har tabt sig.

– Det ser forfærdeligt ud, siger hun og trækker op i skjorten, som farvemæssigr passer perfekt med de indlagtes dress-code og en Tiesto-fest i Parken.

Huden hænger og dasker, som om den har givet op. Vægttabet skal stoppes, og i morgen bliver alt godt, når kirurgerne har gjort deres arbejde, håber hun.

Ingen dage uden kartofler,

Sonden bliver fremover hendes fødekæde, forklarer hun, mens hun slubrer en skålfuld hindbærmos i sig – med ekstra fløde. Den med 38 procent af det, som fyldte hendes hud, før den begyndte at slaske.

Den gamle lastbilchauffør ved det andet bord skubber tallerkenen væk. Han er ved at komme sig efter en blodprop forleden og begynder sit faste ritual. Et ritual, der forhindrer ham i at nå at spise op. For nu skal det gå stærkt.

Hænderne er slappe og armene svage. Det ene ben er spastisk lammet, så med det raske ben skubber han rullestolen baglæns gennem spisestuen og begynder den lange, langsommelige rejse til elevatoren, hen ad gangen og ud i den friske luft, hvor cigaretrøgen får ham til at falde til ro.

For at undgå for meget anstrengelse indhalerer han med dybe, grådige hvæs hurtigt seks smøger i det fri, inden det raske ben skubber ham og rullestolen indenfor, og rygning-forbudt-reglerne på afdelingen sætter ind.

Jeg ser solen gå ned over Lønstrup i det fjerne, mens roen igen sænker sig over gangen. De første patienter er allerede gået i seng.

Sygeplejerskerne går deres aftenrunder med de små pilleglas, som giver lindring, kvalme, tynd mave og for mit vedkommende: Nogle timers pause fra de smerter, der ellers får mig til næsten at besvime, når jeg laver andet end at forholde mig i ro.

Om nogle timer kommer de igen, smerterne og sygeplejerskerne med pillerne i de små glas. Inden da håber jeg at have sovet lidt.

For i morgen skal jeg besøge mine måske nye bedste venner: Lægerne med de skarpe knive.

En del af mig håber, de har lyst. Lyst til at bruge knivene, som kun kirurger kan, og lægge et 15 centimeter langt snit i min lænd, krænge huden til side og blotlægge min rygsøjle. Skubbe nerverne til side og skære prolapsen fri.

De får frie hænder, og hvis de – nu der alligevel er åbnet – gerne vil skrue et par skruer og en plade i knoglerne – så skal de bare slå sig løs!

Har de ikke lyst til at skære, er det et godt tegn, siger lægerne og eksperterne, men så er jeg også på bar bund.

For så skal årsagen til mine smerter og svimmelhed findes et helt andet sted. Det bliver i så fald en skattejagt uden skattekort og en helt anden situation. For så er mit håb om en hurtig lindring måske ikke indenfor snarlig rækkevidde.

Uvisheden er mindst lige så stressende, som smerterne gør ondt. Morfinen gør sit arbejde i en periode, men de små røde piller skal ikke være en fast del af min hverdag, som de og mange andre piller i små glas er det i dag.

Jeg vil være smertefri. Jeg vil være far, kæreste og elsker igen. Jeg vil på arbejde, fotografere, skrive og fortælle historier. Jeg vil forundres, forarges, forvirres og forelskes. I min Sara. I mine drenge. I den verden, vi går rundt i, og de mennesker, der lever i den.

Jeg vil hjem og glæde mig til, at drengene vågner om morgenen og kryber ind i smørhullet mellem mor og far. Jeg vil mere end at glæde mig til udkogt høne i udkogt kartoffelmos.

I morgen står der morfin, morgenmad, måske kirurgi, morfin, fysioterapi, sprængt svinekam med mayonnaise og morfin til dessert på menuen.

Det ville sgu være sjovere med pizza med drengene, Disney-sjov og fredagsslik i sofaen. Man bliver hudsyg af at være syg. Et kram fra drengene og et langt kys og klem fra Sara står øverst på en lang ønskeliste – lige efter afklaring og behandling.

Indlæggelse på HGjørring Sygehus – maj 2017 – på grund af dårlig ryg.

Leave a reply