Du må ikke kopiere mine billeder! De er beskyttet af dansk lov om ophavsret.



Book Online

* Please Fill Required Fields *
Kontakt
Mick Anderson Fotojournalist Lyngvej 3 9000 Aalborg +45 2711 4450
Kontakt
Produktkategorier

HVIS DU IKKE SKÆRER MIG I RYGGEN, BLIVER JEG PIGESUR!

Uncategorized / No Comment / maj 9, 2017

Kender I ikke det, at man godt kan blive lidt knotten, når kniven bliver lagt tilbage i skuffen i stedet for at blive plantet i ens egen ryg?

For det er nemlig godt og grundigt træls, efter man har gået og glædet sig i flere uger til at se kniven i hånden på en kirurg, som for en stund kunne se sit snit til at lave et snit i min ryg.

I stedet snittede hun min drøm i stumper og stykker med beskeden om, at min rygskade sidder for lavt til, at hun vil hvæsse kniven og gøre en ende på mine lidelser. Håbet om at en operation kunne hjælpe forsvandt i løbet af fem minutters samtale og fremvisning af min rygsøjle på en computerskærm.

Det var en skuffelse i sådan en grad, at jeg har trøstespist en ekstra stor portion udskidt, ups, udkogt kartoffelmos til aftensmåltidet 17.30 til 17.50. Så nu kniber det lidt med optimisen på en fredag, hvor det eneste spor efter bræk-manden fra i går er en efterladt Jumbo-bog på min seng.

– Den er en gave til din store dreng. Han får sikkert mere glæde ud af den end mig, sagde han, da vi vågnede på stuen i morges.

Der var blod på hans hvide hospitalstøj, men han var glad og spændt. For i dag skulle han hjem.

Han smilede ved morgenbordet. Imens jeg slugte morfin, rundstykker, øllebrød med fløde, lidt frugt, kaffe og juice fik han klemt to hele, blødkogte æg ned. Helt uden at brække sig.

Jeg tænker på ham. På hans smil, der af og til stak frem blandt de tydelige smertetrækninger i hans ansigt. Hans taknemmelighed overfor de hjælpsomme sygeplejerskers utrættelige forsøg på at gøre vores ophold så gode som muligt. Hatten af for dem. Hatten af for ham. Jeg ønsker ham held og lykke med kampen, der venter ham mod knuden i lungen.

I dag blev også et farvel til hende med de seks børn. Hun var skuffet. Skuffet over at være lam i den venstre side. Skuffet over at skulle på plejehjem i en alt for ung alder. Skuffet over, at hun nok ikke lige med det samme får råd til selv at kunne betale de 138 kroner om dagen, hendes ophold på plejehjemmet kommer til at koste hende.

Det blev også et farvel til hende med de hvide hænder. En sygdom, der tvinger hende til at flytte ind på sygehuset seks dage i træk en gang om måneden. Hun bruger tiden på at lade en krads væske løbe ind i hendes krop fra det stativ, der følger hende overalt.

Jeg lod tårerne flyde ned i bassinet

Derhjemme flyder ungerne og fruen lige nu rundt i sofaen med hygge, slik og Disney-sjov. Jeg flyder imens i min hospitalsseng. Rundtosset , mærkelig og nedslået.

Fysioterapeuterne tilbød mig i eftermiddags en tur i varmtvandsbassin. Jeg takkede ja og nød at glide ned i det varme vand, som for en stund gav mig bevægelsesfriheden tilbage. En omgang vandgymnastik gik fint. Lige indtil det sortnede for øjnene, og jeg blev svimmel igen. Mine ben sejlede under mig, da jeg skulle hjælpes op af vandet. Ingen så, at jeg lod lidt saltvand fra øjnene blande sig med klorvandet, der drev ned fra håret over mit skuffede ansigt, mens jeg og min rollator rullede i bad.

Der er åbenbart ikke noget easy-fix til det her. Jeg sætter nu min lid til reumatologerne, der skal undersøge mig på mandag. Finder de ikke en løsning, har neurokirurgen anbefalet, at ortopædkirurgerne får det sidste forsøg.

På min stue dukker Anne C frem på TV2 Nord og fortæller om 50-års fødseldagsfesten, der så småt er ved at gå i gang i Jomfru Ane Gade. Jeg er ikke i festhumør.

På en stue længere nede af gangen skriger en ældre dame af smerte, hver gang sygeplejerskerne aflægger hende et besøg. De er inde hos hende nu, og de har lukket døren efter sig.

Jeg har på mærkeligt vis lært mig selv at være en smule ligeglad med andres smerte. Så jeg prøver at samle tankerne, mens solen igen er på vej ned over Lønstrup.

Udenfor er bøgetræerne er sprunget ud, og solen står op om nogle timer. Det bliver en varm lørdag, lover de. Jeg tager det som et godt tegn. En ny start. Liv, der kommer frem efter et langt og koldt forår. Måske ligger løsningen på mine problemer også og venter på at springe frem fra skjulet.

Uanset – så venter der en lang kamp forude. Men jeg er klar. Jeg vil noget andet end at lege fyrre, fed og færdig. Jeg vil være fyrrig, far og kæreste.

God weekend til jer! Jeg smutter lige ud til køkkenpigerne og ser, om de har noget dessert til overs. Eller nogle flere kartofler.

Kartofler, kartofler, kartofler, kartofler, kartofler, kartofler og kartofler. Alle ugens syv dage.

Leave a reply